Guider

Privatøkonomi for begyndere

Forfatter  Paw Vej
Opdateret: december 19, 2023

Leder du efter en guide til økonomi for begyndere?

Så er du landet det rigtige sted, for i dag skal vi nemlig snakke om det meget brede emne privatøkonomi.

Selvom penge ikke er lig med glæde, kan en god privatøkonomi føre til mange glæder i livet… Eller mange forhindringer, hvis den ikke er i orden.

Vi kigger på hvad privatøkonomi er, hvordan du kan forbedre den, og hvordan du kan lære endnu mere om emnet.

Vigtigste pointer i artiklen

  • Begrebet privatøkonomi dækker over alt hvad der har med penge at gøre i dit private liv. Hvor mange der kommer ind om måneden, hvor mange du har i alt, hvor mange du bruger, din gæld, pension og meget mere.
  • En sund og god privatøkonomi er, når der kommer flere penge ind end du har brug for, du sparer op, du bruger ikke dine penge unødvendigt og dine penge vokser sig større gennem investeringer.
  • Du kan aktivt forbedre din privatøkonomi ved at lægge et budget, spare penge op, investere og komme ud af gæld.

Hvad er privatøkonomi?

Privatøkonomi er et ord, der dækker over alt der har med din personlige økonomi at gøre.

Med andre ord: det handler om penge.

Hvor mange du har, hvor mange du forventer at få, hvor mange du skylder væk og hvordan du bruger dem.

Begrebet dækker over budget, bank, lån, forsikring, realkredit, investering, opsparing, indtægter, pension og endnu mere.

Hvad er en god privatøkonomi?

En god privatøkonomi er en, hvor der er styr på sagerne. Du tjener mere end du bruger, du har en opsparing og bruger ikke dine penge unødvendigt.

Du har typisk en række privatøkonomiske mål, som du sigter efter på både kort og lang sigt.

Du forstår, at selvom penge ikke er alt, er en sund økonomi et værktøj til at opnå gode ting i livet.

Praktiske måder du kan forbedre din privatøkonomi

Der er ingen vej udenom at have en privatøkonomi, så spørgsmålet er, hvordan kan vi forbedre den?

Jo før du begynder at fokusere på en sund privatøkonomi, jo før vil du opnå den økonomi, der gør det muligt at leve dit bedste liv.

Trin

1. Sæt et mål
2. Læg et budget
3. Brug ikke penge unødvendigt
4. Betal gæld tilbage
5. Opbyg en nødreserve
6. Spar og invester
Trin 1

Sæt et mål

Du skal vide hvad du vil have, før du kan opnå det. Hvor meget skal du tjene før du er tilfreds? Hvor meget skal du have tilovers hver måned, når alt er betalt? Hvilken bolig vil du bo i på lang sigt?

Skriv dit ideelle scenarie ned på papir, telefon eller computer, så du har noget at sigte efter med din privatøkonomi.

Besøg dine mål og reevaluer dem et par gange om året.

Trin 2

Læg et budget

Et budget er rygsøjlen i enhver privatøkonomi, uanset om du har lagt et eller ej. Budgettet giver dig et overblik over din økonomi, hvor du før måtte famle dig frem i tågen.

En privat økonomi uden et budget er som at køre bil uden kort eller GPS. Du skal nok komme fremad, men du ved ikke, hvor du er på vej hen.

  • Dokumentér alle dine indtægter efter skat. Inkluder din løn, bonusser, feriepenge, aktieudbytte og alle andre indtægter, du forventer at få i løbet af et år.
  • Dokumentér nu alle dine udgifter. Det gælder husleje, forsikringer, mad, gæld, abonnementer mm.
  • Del udgifter op i faste og variable udgifter. De faste udgifter kan man skære i på én gang, f.eks. abonnementer, mens de variable udgifter kræver mere adfærdsændring at lave om på.
  • Beregn dit rådighedsbeløb. Træk alle dine udgifter fra dine indtægter, og se hvad du har tilbage om måneden. Nu har du et udgangspunkt for at lave ændringer i din privatøkonomi.

Herfra kan du justere dit budget, så det passer bedre til dine økonomiske mål.

For at gøre denne proces nemmere for dig, har vi skabt et gratis budgetskema, som du kan lave en kopi af via Google Sheets gennem knappen herunder.

Lav kopi af budgetskema

Vi har også skrevet en dybdegående budgetguide, som du kan læse her.

Trin 3

Brug ikke penge unødvendigt

En stor del af en sund privatøkonomi er at bruge sine penge effektivt. Ved at undgå impulskøb og dårlige købsbeslutninger, kan du spare rigtig mange penge på den lange bane.

Tre af de største områder, hvor vi typisk bruger for mange penge, er de faste omkostninger, transport og mad.

Faste omkostninger

Faste omkostninger som husleje og abonnementer er gode steder at starte, hvis du vil skære unødvendige udgifter fra.

Hvis du har lagt dit budget, ved du allerede hvilke faste udgifter du har.

Kig dine abonnementer efter i sømmene, og overvej, om der er noget du ikke har brug for længere, eller i det mindste kan skære ned på.

100 kr. mindre om måneden lyder måske ikke af meget, men det bliver altså til 1.200 kr. på et år. Ville du sige nej til at få 1.200 kr. i hånden her og nu?

Transport

Specielt bilen kan være en stor pengesluger. I en undersøgelse vi selv har foretaget, koster det over 55.000 kr. om året at have én bil.

Prisen kommer selvfølgelig an på hvilken bil der er tale om, men pointen er, at værditab, billån, brændstof mm. alt sammen bliver til mange penge om året.

Hvis du har muligheden for at vælge en alternativ transportmulighed, f.eks. cyklen, kan du sandsynligvis spare mange penge på transportomkostninger.

Mad

Restaurantbesøg, take-away og dårlige indkøbsvaner kan blive til mange penge om året.

En god måde at undgå mange af disse fristelser er ved at købe ind til en hel uge ad gangen. Du skal simpelthen foretage hele ugens indkøb på én gang.

Det sparer du både tid og penge ved.

Læs flere gode råd i vores store spareguide.

Trin 4

Betal gæld tilbage

Dyr gæld er en stor omkostning på en månedlig og årlig basis. Her taler vi om gæld, der har en ÅOP på over 5%.

Hvis du har gæld, så prioritér at betale den af hurtigst muligt, før du begynder at spare op og bruge penge på forbrug.

Læs vores artikel om effektiv gældsafvikling for at komme hurtigere ud af din gæld.

Trin 5

Opbyg en nødreserve

En nødreserve er en buffer opsparing, som du kan bruge i økonomiske nødstilfælde.

Hvis du altid har penge nok på kontoen til at dække 2-6 måneders forbrug, vil du ikke længere miste nattesøvn over din økonomi.

Selv hvis der skulle ske et uheld, eller du bliver arbejdsløs, vil du have ressourcerne til at klare dig.

Læs vores artikel om økonomisk buffer for at lære mere.

Trin 6

Spar og invester

Hver måned bør du lægge penge til side til opsparing, og du kan også vælge at investere denne opsparing.

Med renters rente effekten kan penge du investerer i dag mangedoble sig selv på lang sigt.

Hvis du f.eks. investerer 1.000 kr. i dag, kan de med et afkast på 5% om året vokse sig til 1.629 kr. på 10 år.

Efter 30 år vil de have vokset til 4.322 kr.

Lægger du i stedet 1.000 kr. om måneden, vil du efter 10 år have 152.564 kr. og efter 30 år hele 801.588 kr.

Læs mere om opsparing og investering.

5 tips til privatøkonomi

Her kommer fem privatøkonomi tips, som kan hjælpe dig yderligere.

1. Sammenlign priser

Ved du om du betaler for meget for dine lån, din opsparingskonto eller din investeringsplatform?

Hvis ikke, så brug prissammenligningstjenester såsom Financer.com. Så kan du nemt overskue hvad der er bedst og billigst og undgå at betale for meget for dine tjenester.

2. Undgå lån så vidt muligt

Hvis det er absolut nødvendigt, kan det betale sig at have en kassekredit eller tage et mindre lån, fordi overtræk på kontoen er meget dyrt.

Du bør dog undgå at låne penge til almindeligt forbrug så meget du kan. Ofte har forbrugslån en rente på +10%, hvilket er dyrt.

Forsøg i stedet at få renterne til at arbejde til din fordel, f.eks. ved at investere dine penge.

3. Se ikke privatøkonomi som en spændetrøje

For mange virker privatøkonomi som restriktioner, som gør livet mindre frit.

Hvis det er dig, bør du overveje om det at bruge flere penge gør dig mere fri, end det at have penge nok til at foretage dine egne beslutninger.

4. Undgå livsstilsinflation

Hvis du får udbetalt 15.000 kr. om måneden så lev for 10.000 kr. Får du 20.000 kr., så bliv ved med at leve for 10.000 kr.

Du kan bruge overskuddet til opsparing og investering, som giver dig flere muligheder for at vælge din livsstil på lang sigt.

5. Få den hjælp du har brug for

Hvis du har brug for hjælp til privatøkonomi, findes der både betalt og gratis rådgivning.

F.eks. tilbyder Forbrugerrådet Tænk gratis rådgivning, hvis du har lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og gæld.

Læs mere om det her.

Sådan kan du lære mere om privatøkonomi

Har du en naturlig interesse for økonomi? Så kan det være sjovt at lære mere om. Hvis ikke, så har vi allerede dækket det mest basale i denne artikel.

Her kommer vores yndlingsmåder at lære med om privatøkonomi.

Læs Financer.com

Vi trutter lidt i eget horn, eftersom vores hjemmeside handler primært om privatøkonomi.

Klik dig rundt på siden eller brug søgefeltet, og se om du kan finde, hvad du leder efter. Du kan også altid sende os en e-mail, hvis du har spørgsmål.

Her er nogen af vores vigtigste guider til privatøkonomi:

Tjek evt. siden Financer Forklarer, som har et større overblik over de artikler vi har om emnet.

Lyt til podcasts om privatøkonomi

Podcast formatet er en rigtig god måde at lære og få den privatøkonomiske lingo ind i hovedet. Podcast som Alt Om Penge, Ophelia Invest og Millionærklubben er alle gode steder at starte.

Bøger om privatøkonomi

Hvis du er mere til bøger, er et par af vores favoritter Rich Dad, Poor Dad og The Millionaire Next Door.

Her kan du lære en masse gode privatøkonomiske principper, som vil hjælpe dig til at tage bedre økonomiske beslutninger nu og i fremtiden.

Var denne artikel brugbar?

1 af 1 fandt dette hjælpsomt

Gennemsigtighed i indhold
Hos Financer.com dedikerer vi os til at hjælpe dig med din privatøkonomi. Alt indhold her på siden følger vores redaktionelle retningslinjer. Vi er åbne omkring, hvordan vi anmelder produkter og tjenester i vores anmeldelsesproces, og hvordan vi tjener penge i vores annoncøreroplysninger.
ForfatterPaw Vej

Paw Vej er leder for det danske marked hos Financer.com, hvor han har arbejdet siden 2016. Hans ekspertise falder inden for lån, kreditkort og investering, og hans artikler om de samme emner er blevet læst af mere end 1,5 millioner danskere. Paw er citeret af både danske FINANS og internationale Forbes.

Del på
Read Iconlæst 9687 gange

Du gør en forskel når du bruger Financer.com  Lær mere